Et nyt kapitel – Jeg er blevet selvstændig igen

Der er så meget, jeg ikke har fortalt dig. Der er sket så meget i mit liv over den sidste halvanden måneds tid, men nu er jeg klar til at sige det højt. Jeg er blevet selvstændig igen!

En svær beslutning

I januar startede jeg i et nyt arbejde som E-handelskoordinator hos Staten og Kommunernes Indkøbsservice. Et godt job, en fin løn og nogle rare kolleger. Men det føltes ikke rigtigt. Efter lidt over to måneder valgte jeg at lytte til min mavefornemmelse og sagde jobbet op, mens jeg stadig var i min prøveperiode. Det var en svær beslutning, for hvad så nu…

Jeg fik jobbet, mens jeg stadig var på barsel, da vi boede i Stockholm, og jeg glædede mig. Jeg troede virkelig, at det var det helt rigtige, ellers havde jeg jo heller ikke sagt ja til det… Men det var det desværre ikke.

Jeg var ret rundt på gulvet og ked af det, efter jeg havde sagt op. Selvom jeg var lettet over at have truffet beslutningen, føltes det som et kæmpe nederlag, og jeg følte mig usikker på mig selv og min fremtid.

Koldt vand i blodet og ferie

Efter jeg havde sagt op, bookede Hans-Kristian og jeg en afbudsferie til Kap Verde, og herefter var vi på påskeferie i Krakow. Det gjorde mig godt. Det gav mig ro til at slå koldt vand i blodet og få tankerne væk fra min arbejdssituation, og det var så skønt at tilbringe tid med William og Hans-Kristian langt væk fra det hele.

Fremtiden som selvstændig

Over den sidste halvanden måned, har jeg mødtes med nogle af de seje kvinder, jeg har i mit netværk, og deres råd og opbakning har været helt fantastisk. Det har sat en masse tanker i gang og også nye og spændende projekter.

Jeg er ikke færdig med at være selvstændig, jeg har så mange ting, jeg brænder for, og som jeg gerne vil udleve. Samtidig er frihed et nøgleord for mig, og jeg nyder, at jeg selv kan bestemme og tilpasse min hverdag.

Brikkerne er begyndt at falde på plads, mit firma har ændret navn til Katrine Løje, og jeg er allerede i gang med at hjælpe de første kunder med deres nye blogs og hjemmesider. 

Jeg har også kastet mig over det fedeste projekt sammen med min seje blogkollega, Lise. Vi er i gang med at bygge et helt nyt blogunivers, der bliver lanceret den 1. juni. Herudover drømmer jeg om at lave online kurser, så jeg kan lære fra mig og dele ud af min viden om online kommunikation, og jeg føler mig virkelig inspireret og fyldt med idéer, der bare venter på at se dagens lys.

Tak, fordi du læste med 🙂


Comments

2 svar til “Et nyt kapitel – Jeg er blevet selvstændig igen”

  1. God beslutning, Katrine 😉 Det bliver både du og os andre glade for. Og rigtig god tur til Grækenland!

    1. Katrine Avatar
      Katrine

      Tusind tak, Lone 🙂 Tak for opbakningen 🙂 Kh. Katrine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.