I fredags var det Midsommer her i Sverige, og det er en stor og festlig begivenhed heroppe. Det er sågar en helligdag, og derfor er der rigtig mange svenskere, der samles og fester.
Sidste år blev en mislykket Midsommer for mit vedkommende, så i år var jeg fast besluttet på, at det skulle lykkes mig at komme til svensk Midsommer, og det gjorde det heldigvis. William, Hans-Kristian og jeg blev nemlig inviteret med til fejring sammen med nogle andre danskere og svenskere, der også har små børn.
Udover os var der fire andre par, tre børn og tre bedsteforældre. Jeg kendte kun Louise, som har sønnen, Vincent, der er jævnaldrende med William. Men alle var heldigvis smaddersøde, og det var dejligt at komme ud og være social. Jeg synes ikke, det har været så nemt at få et netværk heroppe, så det er dejligt, at vi begynder at lære flere og flere at kende 🙂
Hans-Kristian havde desværre ikke fri, så William og jeg tog alene afsted fra morgenstunden, og så joinede HK efter arbejde. Fejringen startede på svensk manér i en hyggelig park i Nacka, der hedder Nyckelviken. Her slog vi os ned på de medbragte tæpper, spiste grillpølser og så Midsommerstangen blive hejst.
Der er ingen tvivl om, at det er en stor tradition med Midsommer i Sverige. Parken var fyldt med festglade mennesker i alle aldre, og der blev flittigt sunget og danset med blomsterkranse i håret. Det var virkelig hyggeligt, og heldigvis havde vi tørvejr og sol hele dagen.
Om aftenen fortsatte hyggen hjemme hos et par søde svenskere, og her fik vi serveret klassisk midsommermad, der minder om et dansk påskebord med laks, sild, ost osv. Og snaps var der også. Det var en så hyggelig dag, og dejligt med nye bekendtskaber. William virkede også til at hygge sig – ham og Vincent var i hvert fald gode til at stjæle hinandens legetøj 😉
Skriv et svar