Emilys første uge med hofteskinne

Jeg har fået lidt spørgsmål om Emilys hofteskinne, så nu prøver jeg at fortælle og forklare om det her i indlægget.

Da Emily og jeg var indlagt på sygehuset efter fødslen, blev Emily tjekket af to børnelæger, der begge mente, at Emily havde hofteskred. Derfor var vi en tur på ortopædkirurgisk afdeling i Lund for en uge siden, hvor endnu en læge kiggede på hende. Desværre var mistanken rigtig, og Emily har hoftefejlen på venstre hofte. For at fikse det, skal hun have en hofteskinne på i seks uger.

Hvorfor hofteskinne?

Hofteskinnen ved navn “von Rosen-skena” hjælper nyfødte, der har en hoftefejl også kaldet hofteskred. Det vil sige, at hofteleddet ikke sidder ordentlig på plads i hofteskålen. Skinnen sørger for, at hofterne holdes på plads. Benene skal være i “frøposition” i skinnen i minimum seks uger, og herefter skulle alt gerne være faldet på plads.

Det gør ikke ondt på hende at have skinnen på, men jeg gætter på, at den alligevel er lidt generende.

Udfordringerne ved hofteskinnen

En gang om ugen skal vi til kontrol på Lund sygehus. Her tager de skinnen af Emily, giver hende et bad, og justerer skinnen i forhold til, om hun er vokset, inden hun så får den på igen.

Vi må ikke selv tage skinnen af hende, og ble og tøj skal sidde udenpå den. Alt det søde babytøj i str. 50 og 56 ligger altså i skabet ubrugt, og hun bruger det meste af sin tid kun iført ble, hofteskinne og dyne.

Vi må heller ikke selv give hende bad, men blot vaske hende med en klud, der hvor vi kan komme til. For at undgå gnavesår skal hun holdes tør og ren, og vi bruger masser af babypudder for at undgå, at skinnen generer huden.

Skinnen giver altså nogle udfordringer, og især de første par dage havde jeg svært ved at finde gode ammestillinger og pusle hende. Jeg skulle også vænne mig til, at jeg holder på en skinne, når jeg bærer rundt på hende i stedet for at holde på selve hende. Alt kræver øvelse, men vi bliver ligeså stille vant til skinnen, men glæder os stadig helt vildt til, at det er et overstået kapitel.

Den første uge med hofteskinne

I dag har Emily haft hofteskinnen på i en uge, og vi startede dagen på Lund sygehus, hvor hun fik et bad, blev tjekket af en læge, vejet og fik skinnen sat på igen og indstillet efter hendes “nye” størrelse – hun har allerede taget 400 gram på siden fødslen. Lægen havde godt nyt, hoften har stabiliseret sig, så det ser rigtig godt ud.

Det var dejligt at være med til at give hende et bad sammen med sygeplejersken, og jeg nød den halve time, hvor hun ikke havde skinnen på. Det virkede til, at hun også selv nød “friheden” og sit første bad 😊

De næste fem tirsdage skal vi denne procedure igennem på Lund sygehus, og så krydser vi fingre for, at hun er færdig med hofteskinnen, når de næste fem uger er gået.

Opt In Image
Inspiration til dig

Som tilmeldt på mit nyhedsbrev får du en pakkeliste, der hjælper dig med at pakke til dit lille barn. Herudover får du inspiration til dit morliv direkte i din indbakke.

Ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev, accepterer du, at jeg må sende dig nyheder, mails med tips og gode råd, digitale gaver samt informationer om kurser, events og produkter. Du kan til enhver tid afmelde dig mit nyhedsbrev igen. Læs min cookie- og privatlivspolitik her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.