Juhuuu, endelig er dagen kommet, hvor jeg kan ånde lettet ud og løfte armene i vejret i sejrsjubel. Selfie And The City er langt om længe blevet relanceret, og jeg er så glad og tilfreds med resultatet 🙂
Jeg har længe, rigtig længe, været træt af bloggen. Ikke det at skrive på den, det elsker jeg, men den har været rodet, og jeg har ikke kunne finde ud af, hvad jeg ville med den. Det har været en lang proces, hvor jeg har prøvet alt muligt forskelligt af, men nu er jeg endelig kommet i mål.
Selfie And The City startede som en engelsk rejseblog i starten af 2015, da jeg lige var flyttet til Bulgarien. Men jeg blev hurtigt træt af at skrive på engelsk, så jeg ændrede den til at være en dansk rejseblog. I mellemtiden stoppede jeg med at blogge om mit liv på min anden blog udelukkendelund.dk, som i dag fungerer som hjemmeside for min virksomhed.
Jeg begyndte derfor at blogge om mit liv her på Selfie And The City, og bloggen gik altså fra at være en ren rejseblog, til også at være det man vel kan kalde en hverdagsblog. Det passer mig rigtig godt at kunne blogge om mit liv og mine tanker her på domænet, og det er rart at kunne blogge mere frit og ikke kun om rejser.
Men skiftet fra rejseblog til hverdagsblog har været virkelig rodet, og jeg har længe været forvirret og i tvivl om, hvad jeg skulle stille op med bloggen, og hvad der skulle til, for at jeg blev tilfreds med den. Men ting tager tid, og selvom det længe har virket som et håbløst projekt, har jeg endelig fundet en løsning, som jeg er tilfreds med.
Sådan har jeg relanceret bloggen
Oprydning
Jeg har i et langt stykke tid ignoreret, at jeg ikke var tilfreds med bloggen, og bare skrevet lige det, som jeg gerne ville. På den måde har jeg kunne mærke efter, hvad jeg synes, der er sjovt at skrive om, og samtidig har jeg kunne følge med i trafikken og se, hvad I derude gerne vil læse om.
Da jeg langt om længe fandt ud af, hvilke emner, jeg gerne ville skrive om, brugte jeg bloggens sidevisninger til at guide mig i den rigtige retning. På den måde fik jeg altså skrevet nogle emner ned, som interesserer mig, og som samtidig virker til at være de emner, som jer læsere finder interessante.
Da jeg havde samlet alle disse emner, skulle det hele koges ned til fem hovedkategorier, sådan at bloggen er mere overskuelig. Det har taget rigtig lang tid at rydde op i kategorierne på bloggen og finde de fem endelige hovedkategorier, der endte med at blive “Rejser”, “Hverdagsglimt”, “Gravid”, “Livsstil” og “Iværksætteri”.
Rejser – Her kan du læse om de rejser, jeg er på, og samtidig finder du rejseguides og rejsetips til forskellige byer og lande rundt om i verden.
Hverdagsglimt – Her finder du historier og oplevelser fra mit liv.
Gravid – Skriverier om min graviditet. Planen er, at denne bliver ændret til ”Mor-livet” eller noget i den dur, når først lillemanden er kommet til verden.
Livsstil – Opskrifter, mode, skønhed og andre kvindesager.
Iværksætteri – Jeg var meget i tvivl om denne kategori skulle være på bloggen, men da jeg jo er selvstændig, fylder det en del i mit liv, så nu prøver vi den lige af.
Nyt design
Da jeg var færdig med selve oprydningen på bloggen, og havde fået lagt alle indlæg i de rigtige kategorier, var det på tide at give bloggen et nyt design.
Jeg har valgt et helt nyt tema til bloggen, som er mere minimalistisk og feminint, og samtidig virker det mere roligt og overskueligt.
Det mangler stadig
Der er stadig en del indlæg på bloggen, som er blevet flyttet fra udelukkendelund.dk hertil, som jeg stadig mangler at rydde op i. Samtidig ligger her også stadig nogle engelske indlæg fra bloggens start, og en del andre gamle indlæg, der skal sorteres, omskrives og måske slettes. Men jeg synes, at jeg er godt på vej, og Rom blev jo heller ikke bygget på en dag 😉
Bloggens fremtid
Selvom jeg er glad og tilfreds med bloggen nu, så vil der helt sikkert komme ændringer fremadrettet, for i takt med at jeg udvikler mig og ændrer mig som person, så vil bloggen også blive ændret. Men for nu glæder jeg mig bare rigtig meget til at blogge endnu mere her på domænet, og så håber jeg, at du synes godt om alt det nye.
Skriv meget gerne en kommentar, hvis du har noget på hjerte, omkring min relancering af bloggen – al kritik er velkommen 🙂
♡ Katrine
Skriv et svar