Åh, jeg bliver så træt af folk, der tror, jeg lige kan gøre noget gratis for dem, eller give dem et tilbud, der er for godt til at være sandt. Det værste er, når det er andre virksomheder, der prøver at presse prisen. Tager de sig ikke også selv betalt for det arbejde, de udfører?
Hvis vi selvstændige skal løfte hinanden i flok, så skal vi altså også betale hinanden for vores services. Hvis man ikke selv vil betale prisen, hvordan kan man så forvente, at andre vil betale en selv? I min optik kan det da kun blive en ond cirkel, og et dårligt mønster, der er svært at bryde.
I starten af min selvstændige karriere var mine priser for lave i forhold til det arbejde, jeg udførte. Jeg arbejdede sågar også en del gratis. Sådan er det nok for mange, når de starter op. Man vil gerne have kunder i biksen, og kan blive en lille smule desperat. Heldigvis har jeg fået mere erfaring, og jeg er blevet dygtigere, ældre og klogere. Så nu tager jeg en fair pris for mit arbejde!
Sig fra over for dårlige betalere
Jeg har lært, at de kunder, der allerede fra start, giver udtryk for, at de vil have det billigt, de er ikke værd at samle på. Det er ofte kunder, der er dårlige betalere, eller konstant brokker sig. Personligt er jeg begyndt at sige nej til opgaver til den slags kunder. For jeg har lært på den hårde måde, at det ikke kan betale sig at sige ja til dem i længden.
At sætte grænser og sige nej tak er en af de ting, jeg har arbejdet rigtig meget på som selvstændig. Er der kunder, jeg har en dårlig fornemmelse omkring, så takker jeg nej til samarbejdet.
Det er nødvendigt at kunne sige nej. Nej til folk, du ikke vil arbejde med, opgaver du ikke har lyst til, og forhold du ikke vil arbejde under. Mærk efter og sig nej, når noget føles forkert!
Hav faste priser
Hvis du har svært ved at sige nej, og har svært ved at tage din rigtige pris for dit arbejde, så sørg for at have faste priser.
Folk vil rigtig gerne presse prisen. Mange vil gerne have det billigere, og nogle ender med slet ikke at betale. Derfor anbefaler jeg, at du har nogle klare priser, som du altid holder dig til. Faste pakkepriser er en kæmpe hjælp, så du ikke havner i en situation, hvor du skal forhandle om, hvad dine ydelser skal koste.
Skriv dine priser et sted på din hjemmeside og henvis hertil, når folk spørger ind til dine priser, så slipper du for at blive al for personlig. Herudover handler det om, at du tror på dig selv, og tør at stå ved de priser, du har besluttet dig for. Dit arbejde er penge værd!
Har du oplevet at folk vil have dine services billigere, eller måske slet ikke vil betale?
Skriv et svar