Hverdagsglimt – nyt kontor, manglende søvn og sommersjov


Hejsa, nyder du sommeren?

Her har der været run på, og der er sket en masse spændende og sjove ting. Desværre har de sidste par uger også budt på alt for lidt søvn, da William har været en lille natteravn, der har holdt mig vågen halvdelen af de fleste nætter. Det er så hårdt ikke at få sin søvn, og jeg har virkelig kunne mærke det på mit overskud og humør.

I nat vendte det, og han har sovet næsten ti timer på sit eget værelse med kun to opvågninger, hvor jeg hurtigt fik ham til at falde i søvn igen. Så selvom det er tidligt at stå op kl. 5.30, som vi gjorde i dag, så er det en kæmpe forbedring, og jeg føler mig meget mere frisk, end jeg har gjort længe.

En anden ting, der har vendt for hans vedkommende, er, at han nu er blevet aflveret to dage i vuggestuen i træk, uden at han har grædt. Han har gået der i over tre måneder, men det er altså først nu, at han ikke længere græder om morgenen. Sikke en lettelse det er. Det har været så hårdt at aflevere ham og fyldt mig med dårlig samvittighed. Skønt, at det også går bedre nu 🙂

Nyt kontor og spændende projekter


På arbejdsfronten sker der spændende ting og sager. Jeg har tilmeldt mig et kontormiljø, der hedder Sp8ces, som er et coworking-koncept, hvor du for et billigt medlemsskab kan arbejde fra forskellige cool lokationer i København og Århus. Jeg har skrevet meget mere om konceptet på min virksomhedsside katrineloeje.dk her.

Ikke alle holder ferie her i juli, så selvom sommeren brager ind over os, så har jeg gang i nogle spændende projekter. Jeg synes, det går godt i min lille biks, og jeg er så glad for, at jeg har valgt at starte op som selvstændig igen. Det giver så meget fleksibilitet og frihed i hverdagen, hvilket er guld værd, når man har et lille barn og en mand, der arbejder mange timer.

Plads til sjov og ballade

Det er jo sommer, og da vi først har ferie igen til september, nyder jeg, at jeg selv kan planlægge mine dage og tage nogle fridage i ny og næ. I denne uge har William og jeg haft to fridage, hvor vi blandt andet har været i Tivoli med familien.

Vi har også fået nået lidt praktiske ting herhjemme, som at få ryddet op i klædeskabet og lagt ting klar til salg. Vi bruger det svenske koncept Sellpy til at komme af med vores brugte sager. De sælger varerne for os, og tager så en bid af kagen. De ting, der ikke bliver solgt, går til velgørenhed. Supersmart koncept.

I går fik Hans-Kristian også købt et legekøkken til William i IKEA, som vi længe har talt om, han skulle have. Det var meningen, han skulle have det i fødselsdagsgave, men der er længe til december, og så længe kunne moren altså ikke vente 😉

Weekenden står for døren, og i morgen skal vi til Skanør, hvor mine forældre og bedsteforældre mødes med os til frokost på Fiskerøgeriet. Mums, det bliver godt. Jeg håber også, du får en dejlig weekend med masser af solskin. Har du nogle skønne planer?

2 Comments

  1. 3. september 2018 / 11:50

    Hej Katrine, jeg vil gerne følge med på din blog men kan ikke finde “follow-knappen”? Muligvis er det bare mig der er blind efter mange års ustabil nattesøvn og i nat var det særlig slemt med larm fra mindstemanden… men måske kan du lige hjælpe mig på rette vej?
    /Katrine, Slyngefys

    • Katrine
      26. november 2018 / 18:47

      Hej Katrine. Jeg bruger ikke længere denne blog, men i stedet selfieandthecity.com.
      Dejligt, du har lyst til at følge med. Det burde kunne gøres i kommentarfeltet.
      Puha, det er simpelthen bare så hårdt, når man ikke får sin søvn.
      Håber, at det snart vender.
      /Katrine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.