Skal der færre julegaver til for at undgå stress og juleræset? Jeg kan godt lide at give gaver, jeg elsker traditioner og i særdelshed jul, men julegaver gør mig stresset. Det er svært at finde på gaver, når folk ikke ønsker sig noget, og min egen ønskeliste er også næsten tom.
Jeg synes hurtigt, det bliver en byttehandel, hvor alle giver hinanden gaver på kryds og tværs. Gaverne er sjældent noget, folk virkelig mangler, og for mig virker det egentlig ret dumt. Derfor har jeg i vores familie presset på for at ændre julegavetraditionerne, og vi er kommet et stykke nærmere målet.
I stedet for at alle giver alle gaver, trækker vi lod, og giver kun en gave hver, og får kun en gave hver. Eller det er i hvert fald hensigten. Det bliver ikke helt overholdt, men vi er på vej i den rigtige retning. I år skal jeg for eksempel give en gave til min mor, og jeg får så en gave fra min onkel. Dejlig simpelt.
Børn er undtaget
Reglerne gælder ikke for børn under 18 år. Derfor får William stadig masser af gaver, og “han” giver også gaver igen. Så der er stadig mange pakker under træet, og mange pakker, “han” skal give. Men vi prøver at forbedre det, og jeg er tilfreds med, at vi voksne i princippet kun giver, og får en gave. For min skyld kunne vi godt helt droppe gaverne, for jeg synes julen handler om så meget andet end julegaver.
Alle i familien er dog ikke helt enige, og det er også okay. Så der bliver stadig givet gaver udover det aftalte. Det er lidt ærgerligt, at aftalerne ikke holdes, da jeg synes, det er vildt akavet, hvis nogle giver mig en gave, og jeg ikke giver dem.
I forhold til alle de mange gaver til familiens mindste, er jeg i tvivl om, hvad vi bør gøre her. William har fødselsdag otte dage inden juleaften, og derfor virker det også meget voldsomt med gaverne til ham. Han får nemlig en masse gaver meget tæt på hinanden plus 24 gaver i december. Det bliver spændende at se, hvordan han reagerer på “tomheden” i januar.
Pakkeleg på juleaften
En tradition vi altid har haft i min familie er, at vi spiller pakkeleg juleaften. Det er sjovt og hyggeligt, men igen så er det også med til, at vi køber og får en masse ting, vi ikke har behov for.
Vi køber tre gaver hver til en værdi af cirka 25 kr. pr. pakke, og spiller om dem. Om vi helt skal droppe pakkelegen ved jeg ikke? På den ene side, kan jeg godt lide det, men samtidig er jeg også imod, at vi køber ting bare for at købe det. Måske en genbrugspakkeleg er løsningen?
Hvad tænker du om alt det her med færre julegaver og pakkeleg? Hvordan gør I i jeres familie? Del gerne jeres tanker og erfaringer med mig, så jeg kan blive klogere på, hvordan det skal gribes an næste jul 😊
Glædelig jul til dig og dine!
Skriv et svar