En selvkærlig barsel med sund livsstil

sund livsstil
Der bliver gået mange ture med barnevognen

Jeg har over de sidste to uger haft en sund livsstil. Jeg har nemlig sat mig et mål denne barsel, der handler om at være god ved mig selv og selvkærlig. Lytte til mig selv, sige fra og gøre det, der er rigtigt for MIG 😊

Det var hårdt for mig at være gravid og samtidig skulle være en overskudsmor og virksomhedsejer. Så selvom jeg synes, det kan være svært at gøre det, jeg vil, så er det målet med den her tid.

Gøre de ting, der gør mig glad, og som giver mig overskud, så jeg kan være en overskudsmor for begge mine børn.

Læs også: 10 tips til selvforkælele i en travl hverdag

Sund livsstil

Jeg har for eksempel valgt en sund livsstil, fordi jeg får det bedre af det både mentalt og fysisk. Jeg har fået kommentarer om, at det jo ikke er vigtigt at tabe sig, når man er på barsel, og at man bare skal nyde livet.

Men hvem siger, at man ikke kan nyde livet, selvom man lever sundt? Jeg nyder det så meget. Jeg bliver gladere, og får mere energi. Det booster sågar min selvtillid, fordi jeg opnår de resultater, jeg gerne vil.

Hvordan du vælger at gøre er helt op til dig, og hvordan jeg vælger at gøre er heldigvis mit valg. Jeg gør det, der føles godt for mig, hvad enten det så er at spise chiagrød eller Ben & Jerry’s.

Minus 2 1/2 kilo på to uger

For lidt over to uger siden startede jeg på min sunde livsstilsrejse. En rejse jeg har været på en del gange før blandt andet i mine forsøg på at blive gravid.

Her i min sidste graviditet tog jeg cirka 20 kilo på. En del var væske i kroppen, men nogle af de ekstra kilo skyldtes også alle de nutellamadder, jeg spiste i min graviditet. Det var hårdt nok at være gravid, så jeg gav mig selv lov til at spise usunde ting, når jeg havde lyst.

Her tre måneder efter fødslen sagde vægten plus fem kilo i forhold til min normalvægt. Jeg går egentlig ikke op i tallet på vægten, men jeg har det bedst i min krop, når jeg vejer 58 kilo. Det har jeg vejet plus minus et par kilo, siden jeg var teenager, og det er altså min foretrukne vægt.

Så nu spiser jeg efter en bestemt kost uden at være på slankekur. Jeg spiser masser af mad, så jeg får næring nok i forhold til amningen. Jeg vælger blot sund mad. Men det handler ikke kun om kosten, det handler også om at styrke min krop. Jeg får ikke trænet så meget, selvom intentionen er der, så i stedet er mit mål at gå minimum 10.000 skridt alle hverdage. Over de sidste to uger har jeg i gennemsnit gået over 11.000 skridt om dagen.

Det har altså været to aktive uger, hvor jeg har tabt over 2,5 kilo, og udover den øget motion skyldes det mine ændrede kostvaner, som jeg kommer lidt mere ind på nu.

Sund kost

sund livsstil chiagrød
Chiagrød er en af mine foretrukne morgenmadsretter

Jeg har været gravid tre gange, og her har kosten haft en stor rolle alle gangene. Jeg har nemlig en uregelmæssig cyklus. Ved at spise mad med lavt glykæmisk indeks har jeg spist mine hormoner i balance og herved fået en normal cyklus.

Læs også: Om bogen Spis dig gravid, og hvordan den hjalp mig

Jeg er derfor ved at have godt styr på den sunde kost, og det er derfor forholdsvis nemt for mig at spise efter den. Hurtigt forklaret, så tager jeg udgangspunkt i mad, der indeholder et lavt glykæmisk indeks. Jeg skal for eksempel holde mig fra kornprodukter, ris, pasta, kartofler og sukker. Jeg spiser derfor primært kød, æg, grøntsager, frugt og nødder. Men en gang imellem har jeg lyst til noget usundt, og så spiser jeg det. Som tommefingerregel går jeg efter at spise efter principperne 80 procent af tiden. Der er også fødevarer, som jeg ser som sunde, selvom de har et højt glykæmisk indeks – f.eks. gulerødder.

Bliv klogere på det glykæmiske indeks på sundfo.dk 

Min belønning

Det er en belønning at have det godt, men jeg har også givet mig selv en gulerod. Jeg har ikke rigtig shoppet i lang tid. Meget af mit tøj har jeg haft i mange år, og jeg har smidt en del ud, som var helt slidt op. Min gulerod er derfor, at når jeg er der, hvor jeg gerne vil være med min krop, så vil jeg forkæle mig selv med en masse lækre sager til garderoben.

Jeg er allerede i gang med at snuse lidt til forskellige mærker, og prøver at finde ud af, hvad jeg gerne vil købe. Jeg har også planer om at tage på genbrugstur i Malmø for at se, om der gemmer sig nogle smukke brugte sager, som jeg kan give nyt liv.

Så selvom man skulle tro, det er kedeligt at have en sund livsstil, synes jeg, det er både sjovt og selvkærligt 😊


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.