Jeg kan virkelig anbefale dig at tage på roadtrip i Washington. Her er mulighed for at udforske smuk natur næsten uden at møde andre turister. Du kan blandt andet opleve vandfald, redwood træer, regnskov og wapiti kronhjorte. Få inspiration til dit roadtrip i Washington i indlægget her.
Læs også: Rejsetips til Seattle – Tre spændende seværdigheder
Kalaloch Lodge
Vi startede med at overnatte på Kalaloch Lodge i Olympic National Park. Her boede vi i vores egen lille træhytte, der blandt andet havde en lille brændeovn. Det var et virkeligt hyggeligt sted, og en sjov og anderledes måde at overnatte på. Stedet var super fredeligt og lå i naturskønne omgivelser, og som et ekstra plus serverede de amerikanske pandekager til morgenmad 😊
Redwood træer i Washington
I Washington er der god mulighed for at se en masse kæmpe redwood træer – blandt andet i Olympic National Park. Og som du kan se på billedet her, er de altså virkelig gigantiske.
Hoh Rain Forest
Er du til smuk natur, så er Washington altså virkelig et besøg værd. Der er skov, søer og bjerge alle vegne, og jeg var især meget betaget af Hoh Rain Forest, som selv på en efterårsdag var oplyst i de smukkeste farver. Jeg har taget vildt mange billeder derfra, men her får du bare lige et par stykker af dem. Hoh-regnskoven er for resten den største af de få tempererede regnskove, der findes.
Twilight-byen Forks
Hvis du er bekendt med teenserien “Twilight”, så har du nok også hørt om byen, Forks. Forks var forfatterens inspiration til byen, der beskrives i både bøger og film, og selvom filmene ikke er optaget i Forks, har byen taget “Twilight”-universet til sig. Du kan f.eks. købe en Bella-burger på den lokale burgerbar, tage på “Twilight”-tour og shoppe en masse “Twilight”-merchandise. Byen var rimelig kedelig, så jeg tror, at man skal være “Twilight”-fan for at finde den spændende at besøge.
Vandfaldet Marymere Falls
Jeg har et eller andet med vandfald. Om det er tanken om, at man kan gå inde bagved dem, som min far forklarede mig som barn, eller om det er fordi, vi ikke rigtig har dem i Danmark, ved jeg ikke, men jeg elsker vandfald. Jeg elsker lyden af dem, og jeg bliver altid betaget af dem. Derfor stoppede vi selvfølgelig op ved vandfaldet Marymere Falls, der ligger i området Port Angeles.
Lake Crescent
Vi var også forbi den store sø, Lake Crescent, desværre var det ret tåget, men der var nu pænt alligevel.
Hurricane Ridge
Der skulle være den smukkeste udsigt oppe fra Hurricane Ridge, men da vi endnu en gang ramte ind i gråvejr og tåge, kunne vi ikke se så meget andet end sne.
Sejltur tilbage til Seattle
Vi afsluttede vores roadtrip ved at sejle tilbage til Seattle fra Bainbridge Island. Det var en ret fin måde at ankomme til byen på, da man kunne se alle skyskraberne fra vandet.
Har du andre gode rejsetips til Washington?
Skriv et svar