Mit vildeste projekt som selvstændig – Bloggers By Heart Premium

Lise og Katrine Bloggers By Heart Premium

Tilbage i sommeren 2016 startede jeg et blogfællesskab. Jeg savnede selv et netværk af bloggere, der ligesom jeg havde deres egen blog på WordPress.org. Så hvorfor ikke starte et selv? Jeg vidste ikke, hvad det kunne udvikle sig til dengang, men i dag næsten tre år efter, har jeg sammen med min partner Lise Sommerlund lanceret medlemskabet Bloggers By Heart Premium.

Når jeg tænker tilbage på de sidste tre år, hvor jeg har været selvstændig det meste af tiden, så føles det her, som det største projekt jeg har lavet. Og jeg er helt ærligt pavestolt af det!

Hvad er Bloggers By Heart Premium?

Som sagt, så er Bloggers By Heart et fællesskab for selvstændige bloggere. Det har hidtil været gratis, men i takt med, at fællesskabet er vokset, har det også udviklet sig, og er blevet bedre og bedre. Det kræver selvfølgelig tid og ressourcer, og for at det kan køre videre og fortsat udvikle sig, så har vi brug for økonomisk støtte.

I Bloggers By Heart Premium støtter bloggerne altså fællesskabet ved at betale et månedligt abonnement, og samtidig får de endnu flere fordele. De kommer med til events uden ekstra betaling, får fede rabataftaler på fotograf, co working-spaces, visitkort og hjælp til deres blog samt hjælp til at tjene penge på deres blog. Herudover bliver det lettere at netværke og sparre med ligesindede bloggere i en lukket Facebookgruppe samt på ugentlige fælles arbejdsdage.

Der vil fortsat være en gratis abonnement ved navn Bloggers By Heart Basic, hvor man får færre fordele, men stadigvæk har mulighed for at sparre med andre bloggere og få sin blog promoveret på vores hjemmeside og Facebookside.

Du kan læse mere om både Bloggers By Heart Basic og Bloggers By Heart Premium: Bloggersbyheart.dk/tilmeld-blog

Fra idé til lancering

Jeg er lettet, glad og træt ovenpå vores lancering.

Det har været en vild process fra vi fik idéen om Bloggers By Heart Premium i efteråret 2018 til i dag 1. februar 2019 at lancere det. Lise og jeg har haft et utal af samtaler og møder for at finde ud af, hvordan vi skulle stykke det hele sammen. Vi har været ret enige det meste af tiden, og tingene har virkelig flasket sig, som vi ønskede det.

Vi har bygget en platform op, som vi kalder vores Premium Portal på teachable.com. En platform, der især bruges til online kurser, men hvor man også kan tage imod månedlig betaling, hvilket var et must for os. Teachable klarer alt med håndtering af betaling, så vi har egentlig “bare” skulle indsætte vores indhold på deres platform.

Lise har stået for det grafiske look, og jeg har stået for de tekniske ting med opbygning af portalen samt ændringerne på vores hjemmeside. Vi har arbejdet fuldtid og mere til på projektet i januar, men vi startede allerede planlægningen tilbage i november.

Et uvurderligt samarbejde

For cirka et år siden indgik jeg samarbejdet med Lise, og siden da har vi knoklet på for at skabe et blogunivers for selvstændige bloggere. Det er fantastisk at være to om tingene. At have en at sparre med er helt uvurderligt, især fordi vi har forskellige styrker og supplerer hinanden godt. Lise og jeg har begge en passion for at hjælpe bloggere, derfor besluttede vi os for at løfte niveauet for Bloggers By Heart, og i maj 2018 lancerede vi websitet blogguides.dk, som er en side med en masse guides og tips til bloggere. Fra i dag tilbyder vi også blogopsætninger og generel hjælp til bloggere som SEO, e-mail marketing og 1:1 rådgivning. Se alle vores services her.

Yay, vi fejrer lanceringen af Bloggers By Heart Premium.

Lyt til din mavefornemmelse og hold hovedet koldt

Når man laver et nyt stort projekt, kan man ofte komme i tvivl. I tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre, i tvivl om, hvad andre tænker, og om “kunderne” kan lide din idé. Vi har selvfølgelig talt med vores bloggere, og flere af dem har selv opfordret os til at tage betaling for fællesskabet, det har selvfølgelig været med til at styrke vores tro på, at Bloggers By Heart Premium var den rigtige løsning.

Herudover handler det rigtig meget om at lytte til sin mavefornemmelse og holde hovedet koldt. Du skal tro på dig selv og projektet, og tag de actions, som du fornemmer er de korrekte. Det giver selvfølgelig nogle udfordringer, når vi er to, og som altid handler et samarbejde om at gå på kompromis. Heldigvis er Lise og jeg begge sådan, at hvis der er noget, den ene slet ikke vil, så gør vi det ikke. Vi lytter og stoler på hinanden, og tror på hinandens styrker. Og så handler det simpelthen om ikke at være for stolt til at give den anden ret.

Lanceringens første dag

I dag kom dagen endelig, hvor vi kunne løfte sløret for Bloggers By Heart Premium, trykke send på pressemeddelelser, nyhedsbreve og dele som crazy på sociale medier. Sikke en lettelse endelig at være nået til denne dag.

Indtil videre er der blevet taget godt imod vores nye koncept, og de første bloggere har allerede tilmeldt sig. Det bliver så spændende at se, hvad det her fællesskab kan blive til, og jeg glæder mig så meget til at afholde events, arbejdsdage og meget mere med de andre dygtige bloggere.

Lise og jeg skulle selvfølgelig fejre lanceringen sammen, så vi mødtes fra morgenstunden og arbejdede på Scandic Kødbyen, og spiste herefter en frokost sammen på “Mad & Kaffe” på Vesterbro.

Frokost på “Mad & Kaffe”.

Har du spørgsmål til vores lancering, Bloggers By Heart Premium eller andet, så skriv endelig en kommentar eller kontakt mig på mail 🙂


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.