Jeg havde længe gået med tanken om at lave en slikbuffet til Williams barnedåb og vores bryllup, og da jeg læste denne gode guide til en slikbuffet hos itsfashionbaby.dk, besluttede jeg mig for at gøre det. Og det blev heldigvis et kæmpe hit, og jeg synes selv, at det var et sjovt og festligt indslag.
Det skal du bruge til din slikbuffet
Bland selv slik
Det var svært at finde blåt slik, så i stedet for at føle mig begrænset, besluttede jeg mig for et farvetema med blå, hvid, brun og rød slik. Herudover prøvede jeg at vælge lidt forskellige varianter, så der var noget for enhver smag. Og så gik jeg op i, at der også skulle være en del børnevenlig slik, da der kom en del børn til festen.Jeg endte med at købe tivolistænger, lakridsstjerner, cola kastanjer, guldkarameller, franske saltpastiller, snørrebånd, smarties, jordbærvingummi, vanilla fudge, chokosvampe, blåbærslikkepinde, blå dynamitbolcher og slikkepinde med snus. MUMS!
Det meste af slikket købte jeg på slikboden.dk, hvilket var en supernem løsning. Jeg kunne nemt bestille store mængder af hver slags slik, og så vidste jeg, at det var i orden i forhold til smag og holdbarhed. Samtidig havde de masser at vælge imellem, og leverede slikket inden for et par dage.
Tilbehør
Jeg fandt diverse glasskåle og fade i min mors og svigermors skabe. Jeg synes, det gav en god effekt, at der var mange forskellige skåle. Jeg vil anbefale, at du også finder nogle store glasskåle og fylder op med slik, da det ser overdådigt ud.Sølvskeerne samt de blå- og hvidstribede papirsposer fandt jeg på jaminasfest.dk, og de sjove tange med blå hænder er købt i Flying Tiger.
Sådan lavede jeg vores slikbuffet
I et hjørne af festlokalet placerede vi et rundt bord med en hvid dug, hvorpå slikbuffeten skulle være. Jeg hældte først slikket op i skålene aftenen inden, det skulle bruges. For at det skulle forblive lækkert, pakkede jeg skålene til med staniol og viskestykker, og til sidste lagde jeg en dug henover det hele.
Det fungerede rigtig godt, at jeg havde gjort det hele klar på forhånd, og det gjorde også folk nysgerrige, hvad der mon gemte sig under dugen. Da den skulle serveres kunne jeg blot hive dugen, staniol og viskestykker af, og så stod den fine slikbuffet ellers klar til at blive spist. Og der gik ikke mange sekunder, før de første slikposer var blandet.
Jeg havde købt meget mere bland selv slik, end der blev spist, men jeg synes, det gav en god effekt, at der var så meget. Når man laver en slikbuffet, skal det jo gerne se ud af noget, og i stedet for at have meget forskellig slik, vil jeg anbefale, at du køber mere af den samme slags, så du kan fylde nogle store skåle op.
Hvis du overvejer at lave en slikbuffet, kan jeg kun sige “Go for it!” Det var en stor succes, og virkelig sjovt at se børnenes (og de voksnes) ansigter lyse op, da de selv fik lov til at blande en pose, og heldigvis var der så meget slik, at alle også kunne tage et par poser slik med hjem. Udover, at det var et festligt indslag, var det også virkelig sjovt at lave den, og absolut det hele værd!
Overvejer du at lave en slikbuffet til din næste fest? Eller har du allerede afprøvet det? Har du spørgsmål, eller ønsker du, at jeg uddyber noget, så skriv en kommentar nedenfor 🙂
Skriv et svar