Jagten på drømmehuset er for alvor gået i gang. Vi er i store træk rigtig glade for vores lejlighed, men vi drømmer om mere plads, en have med legende unger og grillaftener på terrassen 😊
Læs også: Hvorfor bor I i Sverige?
Det er ikke en nem opgave, da der er mange parametre, der spiller ind som både beliggenhed, pris og husets stand. Vi er ikke bange for selv at skulle istandsætte, så vi kigger både på gammelt og nyt.
I løbet af de sidste par uger har vi været på ture til forskellige områder i Malmø og omegn for at blive klogere på, hvor vi gerne vil bo. Skåne har mange skønne steder, men vi er især forelsket i Limhamn i Malmø. Her er der hyggelige villakvarterer med tæt til strand, hyggelige butikker og caféer, gode skoler og samtidig er det tæt på Malmø centrum.
Det er dog også et populært område, så der er rift om mange af boligerne. Herudover er vi ramt ind i huse, der desværre er bygget med dårlige materialer, så det er lidt op ad bakke at finde det helt rigtige sted for vores lille familie.
Jeg forsøger at væbne mig med tålmodighed, og heldigvis har vi tag over hovedet, så vi har ikke travlt. Vores mål er, at vi senest køber hus næste forår. Men hold op, hvor jeg glæder mig! Jeg glæder mig til at indrette, til at gå i haven, og til at give børnene et dejligt børneværelse hver.
Læs også: Rejseguide til Malmø – Gode oplevelser for hele familien
Har du nogle gode råd til boligjagten?
Skriv et svar