I går var det jo Kvindernes Kampdag, og jeg havde tænkt mig at udgive et indlæg i den forbindelse, men da jeg var alene hjemme fra morgen til aften med William, som ikke ville sove, nåede jeg det ikke. Jeg synes dog, at kvinders rettigheder er ligeså vigtige i dag som i går, så her får du lidt tankemylder herom.
Vi må starte med os selv
Der er desværre mange kvinder i verden, som bliver behandlet dårligt og uden respekt, og hvis rettigheder er nærmest lig nul. Det er forfærdeligt, at undertrykkelse af kvinder stadig finder sted i så stor grad, og jeg ønsker, at der snart kommer andre boller på suppen.
Jeg tror på, at den bedste måde at kæmpe for kvinders rettigheder er ved at stå op for os selv og starte med os selv. Vi skal som kvinder ikke finde os i sexistiske udtalelser og mandschauvinistiske mænd som Trump og ham der politikeren fra Polen. Mænd som dem, vil jeg minde om, at de ikke ville eksistere, hvis ikke det var for en kvinde. Deres mor har båret dem i ni måneder og herefter født dem, og det burde altså være bevis nok for, at kvinder fortjener ligeså meget respekt som mænd! Samtidig skal vi kvinder også blive bedre til at tale pænt om andre kvinder og stå op for hinanden.
Herudover gælder det også om at opdrage vores børn, så de får respekt for andre og ikke mindst dem selv. Vi må lære vores døtre, at de er seje, som de er, og at de er ligeværdige med drenge, og samtidig må vi lære vores sønner, at kvinder skal behandles med respekt, og især at en kvindens krop er hendes egen.
Jeg vil lære min søn at have respekt for kvinder
Jeg fatter ikke, hvor mange tilfælde der er, hvor unge fyrer udstiller jævnaldrende piger på nettet, og sender private videoer og billeder rundt blandt deres drengevenner. Det er virkelig skræmmende, men endnu mere forarget bliver jeg, når voksne mænd kommenterer på disse artikler, at det er pigernes egen skyld, fordi de har sendt billedet i første omgang. Men nej, det er ikke pigernes egen skyld. Billedet er blevet sendt i fortrolighed og med troen på, at det er en intim ting mellem to mennesker, og det er virkelig et kæmpe tillidsbrud, når den ene part vælger at skide højt og flot på det. Og i øvrigt også ofte ulovligt!
Jeg vil gøre mit allerbedste for at opdrage William til at have lige så meget respekt for kvinder som hans eget køn. Jeg vil lære ham om ligestilling og kvinders rettigheder, og jeg vil for alt i verden lære ham, at kvinder er lige så meget værd, ligeså seje og ligeså dygtige som drenge. Selvfølgelig er der nogle ting, som drenge er bedre til end piger, men det gælder altså også den anden vej rundt, og de forskelle synes jeg, at vi bør hylde i stedet for at nedgøre hinanden for dem. Det er så latterligt at høre på, at kvinder ikke kan køre bil, eller at mænd ikke kan multitaske. Lad os for pokker droppe fordommene og tale positivt om hinanden i stedet for.
Forsinket god kampdag kvinder – husk, at vi skal stå op for os selv hver dag, og ikke kun en gang om året 🙂
♡ Katrine
Skriv et svar