Forårsfornemmelser og et nyt hyggeligt bekendtskab

Gåtur på Kungsholmen ved Stockholm Stadshus (rådhus).

Foråret er kommet til Stockholm, og selvom det stadig er køligt, nyder jeg solens stråler og de lyse dage. I onsdags gik turen ind til centrum, hvor William og jeg mødtes med Denice, som også er en dansk mor her i Stockholm, og hendes datter, Alice, der er lige gammel med William. Denice og jeg har lært hinanden at kende gennem Facebook, og i onsdags mødtes vi så for første gang.

Det er altid spændende, når man skal møde nogle første gang, for det er jo svært at sige på forhånd, om man har noget at tale om, eller om det bliver akavet. Heldigvis gik snakken lige med det samme, og vi fik gået en fin tur langs Kungsholmen, spist kanelboller og beundret hinandens babyer. Så hyggeligt, og dejligt at tilbringe tid med en anden dansk mor. Snakken går altså bare noget lettere, når det er på ens modersmål, end når jeg f.eks. er sammen med de svenske mødre i mødregruppen, selvom de også er søde.

Denice og jeg har allerede lavet en baby-date igen på onsdag, hvor planen er, at vi skal i babybio og spise godis, mens guldklumperne forhåbentlig sover 🙂

William er i hvert fald god til at sove, når der er andre babyer til stede. I går var vi i mødregruppe, og det er åbenbart blevet et ritual, at han skal sove under vores møder. Han har nu sovet tre ud af fire gange, og han er helt kold over for, at de andre babyer både griner og græder. Han sover åbenbart bare godt, når der er andre børn til stede.

William sover til mødregruppe 🙂

I dag skinner solen igen fra en skyfri himmel, så nu vil jeg lige arbejde lidt, og senere i dag vil jeg tage på tur med barnevognen og nyde at få forårssol i øjnene. Iih, hvor jeg elsker denne årstid!

Foråret er kommet, så jeg er hoppet i mine nye sneakers fra Nike.

God fredag til dig 🙂

♡ Katrine


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.