William sover sødt med sutten i munden, mæt og veltilpas. Jeg selv har tis og brystmælk på tøjet, og jeg har ikke været i bad siden i forgårs. Til gengæld har jeg brugt dagen på at amme, skifte bleer, gået tur med barnevognen, gjort rent, vasket op, skoldet sutter samt været i vaskekælderen af fire omgange og ordne vasketøj.
At være på barsel er tidskrævende, og jeg når slet ikke alt det, som jeg gerne ville. Måske skyldes det også, at mine batterier er lidt fladere end normalt, da nattesøvnen ikke er, hvad den har været. Men jeg klager ikke, jeg er så pjattet med den lille guldklump, og synes, det er hyggeligt at tilbringe dagene sammen med ham.
Udover alle de praktiske ting prøver jeg også at nå at skrive her på bloggen, når W sover. Mit mål er at blogge alle hverdage, hvis altså jeg har noget på hjerte. Det er et skønt frirum, hvor jeg kan fordybe mig for en kort stund, og det nyder jeg virkelig meget. Jeg har også et par andre spændende projekter i gang, men det halter noget bagud, da der simpelthen er for få timer i døgnet. Jeg vil ikke røbe for meget endnu, men en ny blog til mødre, der ønsker at blogge, er i støbeskeen, og så snart jeg er klar med det færdige resultat, skal jeg nok råbe op om det herinde 🙂
Nu vil jeg smutte i bad, inden jeg skal lave pizzadej sammen med HK til de hjemmelavede pizzaer, som vi skal nyde i morgen, når mine forældre kommer på besøg hele vejen fra DK 🙂
Hvordan forløb/forløber din barsel sig?
♡ Katrine
Skriv et svar