Vi har haft en herlig weekend her i Stockholm. Vi har nemlig haft besøg af mine forældre, der tog den lange tur herop fra Sjælland for at holde weekend med os fra fredag til søndag. Normalt plejer jeg at være hjemme i Danmark mindst en gang om måneden, men jeg har ikke været hjemme siden november pga. min graviditet og Williams fødsel. Derfor er det så dejligt, at de kommer til os i stedet. Vi er dog i gang med at få lavet et pas til William, så vi kan tage på tur til Danmark i løbet af foråret 🙂
Mine forældre havde været så søde at pakke bilen med nogle af vores møbler hjemmefra, og herudover kørte min far og Hans-Kristian også i IKEA og hentede vores nye sofa. Fredag blev derfor brugt på at samle møbler og hænge lamper op, og nu er vi endelig kommet på plads i lejligheden, og det er blevet et rigtig hyggeligt lille hjem.
Det var så skønt at have dem på besøg, og vi fik hygget max igennem med hjemmelavede pizzaer og pandekager med is. Vi var også på opdagelse i vores nye hood, og blev meget positivt overraskede. Her er den skønneste natur og masser af vand, hvor jeg glæder mig til, at vi kan bade til sommer, og selvfølgelig til at gå en masse ture med barnevognen. Jeg elsker at bo tæt ved vandet, og det er helt klart et af plusserne ved at bo i Stockholm, som har vand på alle ledder og kanter.
♡ Katrine