Iih, hvor er Danmark bare dejlig i maj måned, og hvor er det bare skønt at være hjemme hos familie og venner i hele fem uger. W og jeg savner selvfølgelig Hans-Kristian, der fortsat er i Stockholm, men vi nyder virkelig at være på dansk grund.
Vi ankom til Danmark torsdag sen aften efter en lidt hård afrejse. W fik fem måneders vaccine i onsdags, hvilket gav ham lidt feber, og gjorde ham både ked og træt, og da vores fly hjem så var næsten to timer forsinket, var det en lidt hård omgang. Han klarede det heldigvis overraskende godt, og min mor var så sød at flyve til Stockholm for at hjælpe os hjem, da det var en umulig opgave for mig at rejse med William samtidig med, at jeg også skulle bære bagage, autostol, computertaske og pusletaske. Så jeg satte virkelig pris på, at jeg havde to ekstra hjælpende hænder 🙂
I fredags havde min Mutti fødselsdag, og da det jo samtidig var helligdag, fik vi fejret hende fra morgen til aften først med brunch sammen med Hans-Kristians forældre, som var så søde at medbringe seng, kravlegård osv. til William. Senere på dagen kom familien til lagkage efterfulgt af en dejlig middag i havestuen.
Festlighederne fortsatte om lørdagen, hvor vi afholdt kusinemadklub med lækker mad og masser af hygge. Min grankusine havde sin søn med, og vi var derfor også en tur på legepladsen, hvor både børn og voksne morede sig 😀
I går var det Mors dag, og det var helt underligt, at det pludselig var en dag, hvor jeg også blev “hyldet”. De sidste 26 år har det for mig været min mors dag, men nu er det også pludselig min dag. Jeg fejrede derfor dagen i selskab med mine tre dejlige veninder Anna, Sigrid og Søs på Fisketorvet, hvor vi spiste frokost på LêLê efterfulgt af shopping og en gåtur i solen.
Det har i sandhed været en fantastisk bededagsferie og en skøn start på Williams og min lange sommerferie i Danmark.
Skriv et svar