I lørdags fyldte William et år, og vi fejrede hans første fødselsdag med familie og venner. Vi holder juleferie hos Hans-Kristians forældre for tiden, og de var søde at lægge hus til festlighederne.
Jeg var nostalgisk hele morgenen i lørdags, og gik og tænkte på, hvordan det hele var forløbet året inden, da han kom til verden fire uger før terminen, og vi var indlagt i fire dage i Stockholm, fordi han var svær at få mad i.
Han er siden vokset omkring 30 cm. i længden, og har taget omtrent syv kg. på. Han har også fået fem tænder, og så har han fløjet hele 16 gange. Sikke et begivenhedsrigt og lærerigt år det har været.
Der er mange, der giver udtryk for, at det må være træls at have fødselsdag så tæt på jul, men jeg er af den overbevisning, at ting kun bliver til et problem, hvis du gør dem til et problem. Og i stedet tænker jeg, at det kan være super hyggeligt at have fødselsdag i juletiden. Jeg elsker selv december, som er en måned med ekstra hygge og familietid, og jeg tænker, at det må være hyggeligt at have fødselsdag, når alle er i et dejligt julehumør. Forhåbentlig får William det også sådan.
Vi kombinerede jul og fødselsdag i lørdags, og serverede både rugbrødsmadder, gløgg og æbleskiver samt den fineste lagkagemand, som min mor havde været så sød at lave. Blandt nisser og julepynt var der pyntet op med flag og balloner, og vi sang også to fødselsdagssange, som William morede sig gevaldigt over. Der er ingen tvivl om, at han godt kan lide at være midtpunkt.
Han blev også begavet med en masse skønne gaver blandt andet en racerbane, en motorcykel, Duplo, bøger, tøj, toge, biler m.m. Få inspiration til ønskelisten til en 1-årig her!
Sidder der nogle decemberbørn ude bag skærmene? Hvordan har I det med at have fødselsdag i julen?
Skriv et svar