spar tid i den travle hverdag

Syv tips til at spare tid i din travle hverdag


Vil du også gerne have 48 timer i døgnet og undgå den travle hverdag? At være mor er på mange måder et fuldtidsjob i sig selv. Ved siden af det, er der mange af os, der også har arbejde, der skal gøres, og vi skal også pleje forholdet, veninderne, familien og os selv ej at forglemme.

Mødre er superhelte i min verden, og selvom jeg er sikker på, at du allerede klarer hverdagen med bravur, føler du dig måske også udfordret og tidspresset en gang imellem. Det ved jeg i hvert fald, at jeg gør. Derfor kommer her syv simple tips til at spare tid i den travle hverdag.

1. Forbered dig om aftenen

Find tøj frem, vask hår, pak tasken, smør madpakker osv. om aftenen, så I kan komme så let som muligt ud ad døren om morgenen. En morgen uden stress og jag er nu en bedre start på dagen 🙂

2. Spar tid på madlavningen

Har du en søndag, hvor der ikke sker så meget, så lav en stor portion mad, som du kan fryse ned. Det er altid rart at kunne hive noget op ad fryseren i de travle hverdage. En anden idé er altid at lave mad til to dage ad gangen, så du blot kan varme resterne hver anden dag.

3. Madplaner

Jeg er ikke særlig god til denne disciplin selv, men madplaner er en fantastisk måde at spare tid på i hverdagen. Med en madplan kan du nøjes med at handle ind en gang om ugen, da du har en plan over alt det, du skal bruge i ugens løb. Det er både tidsbesparende og bedre for pengepungen og miljøet, da der er strørre chance for, at du ikke køber en masse, du ikke skal bruge.

Vil du læse mere om, hvordan du kan spare både tid og penge på mad, så læs dette indlæg hos lisesommerlund.dk.

4. Et projekt ad gangen

I vores hverdagsliv bliver vi ofte forstyrret. Der er mange projekter at håndtere ad gangen, og herudover er der mobilen, sociale medier, mails og den slags, som kan være forstyrrende elementer. Det er derfor en god idé kun at arbejde på et projekt ad gangen. Luk alt andet ned, og arbejd koncentreret på kun en ting – det effektiviserer arbejdet virkelig meget. Prøv bare at sætte din alarm på 20 minutter og se, hvor meget, du faktisk når, når du kun koncentrerer dig om en opgave på de 20 minutter.

5. Hold færre fysiske møder

Er alle møder i din kalender nødvendige? Kan nogle af dem klares over telefonen i stedet for face to face? Jeg synes, vi har en kultur, hvor vi holder rigtig mange møder – nogle af dem er selvfølgelig nødvendige, men nogle af dem kunne godt have været klaret over telefonen eller Skype eller måske blot en mail. Jeg vil rigtig gerne holde møder med mine kunder, men jeg kigger også på, om noget af det blot kan klares over en telefonsamtale, da der hurtigt går et par timer med et fysisk møde, da jeg jo også skal frem og tilbage.

6. Udnyt ventetiden

Sørg altid for at have en blok og kuglepen med dig samt en oplader til din telefon, så kan du altid udnytte ventetiden, hvad enten du kører i tog, sidder i venteværelset hos tandlægen, eller er hos frisøren. Du kan brainstorme idéer, svare på mails, opdatere dine sociale medier og meget mere, mens du er på farten, eller alligevel blot sidder og venter.

7. Hold styr på dine opgaver

Det er en god idé altid at have styr på dine opgaver og idéer. Det sparer dig tid, og samtidig undgår du tidspunkter, hvor du ikke ved, hvad du skal gå i gang med. Jeg kan anbefale det gratis online projektværktøj, Asana.com, som hjælper dig med at have overblik over dine opgaver. Asana er også genialt, hvis I er flere, der arbejder på de samme projekter. Jeg har lavet en videoguide her, der viser, hvordan du kommer i gang med Asana.

Har du andre gode tips til at spare tid i hverdagen?


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.