Hold nu op, hvor har vi oplevet meget, siden vi forlod Los Angeles. Vi har været i crazy Las Vegas, set Hoover Dam og det utrolige Grand Canyon, og så har vi tilbragt to nætter i smukke, smukke Sedona.
Det har været helt fantastisk at opleve så mange forskellige landskaber over den sidste uges tid, hvor vi både har set ørken, røde klipper, grønne skove samt kaktusser og palmer i lange baner. Og selvfølgelig det noget kontrastfyldte Las Vegas, der vel bedst kan beskrives som et stort forlystelsesland for voksne.
I nat sov vi i byen Yuma, som ligger tæt på den mexicanske grænse i Arizona. Den eneste grund til, at vi stoppede her, var, at vi synes, at køreturen fra Sedona til San Diego var for lang for William at tage på en dag. Vi tilbragte altså derfor en dag i Yuma, som var helt ekstrem varm. Der var omkring 50 grader, da vi ankom ved 13-tiden, så vi skyndte os ind på en sushirestaurant, hvor vi fik en lækker omgang sushi til frokost. Herefter osede vi i et shoppingcenter, og aftenen tilbragte vi på hotelværelset, da det simpelthen var for varmt at være udenfor. Men så fik jeg været lidt praktisk og ryddet op i kufferterne, og vasket lidt tøj i håndvasken, mens HK bookede hotel i San Diego, hvor vi skal tilbringe de næste fire nætter.
Det bliver dejligt at komme tilbage til kysten i Californien, hvor temperaturen er lidt mildere, og så skal vi bo i en hytte direkte på stranden Pacific Beach, så jeg ser frem til en dukkert i bølgen blå, grill på terrassen og masser af afslapning.
Skriv et svar