Hyggelig sammenkomst med Bloggers By Heart

Min mor babysitter William 🙂 Foto: Stelladue.dk
Der er hyggeligt i Dahl PRs showroom. Foto: Lullumut.com
Lækker mad fra Jespers Torvekøkken. Foto: Lullumut.com

Som du måske allerede har læst her på bloggen tidligere, så står jeg bag blogfællesskabet Bloggers By Heart. Bloggers By Heart er et fællesskab for bloggere, der har deres egen selvstændige blog oprettet på WordPress.org. Pt. er vi 45 bloggere i fællesskabet, og vi bruger hinanden aktivt til blandt andet sparring, gæsteindlæg og vidensdeling.

Jeg ville ønske, jeg havde mulighed for at lægge mange flere kræfter i Bloggers By Heart, men det er stadig på hobbybasis, og med en lille baby er det begrænset, hvor meget tid jeg har. Heldigvis har jeg fået min dygtige fætter, Andreas, med indover projektet, og hans tekniske viden er guld værd 🙂

I tirsdags, da jeg var hjemme i Danmark, inviterede vi i samarbejde med Dahl PR bloggerne til en hyggelig sammenkomst i København, og det var en virkelig god og inspirerende aften. Det var skønt at møde nogle flere af bloggerne irl, og så giver det bare en særlig energi, når man mødes med mennesker, der har den samme interesse som en selv. Det er altid inspirerende og spændende, synes jeg.

Jeg er stadig ikke klar til at være væk fra William særlig længe ad gangen, og da han stadig kun ammer, synes jeg også, det er bedst for ham, at han er med. Min mor var derfor så sød at tage med, så hun kunne køre ture med ham i barnevognen, mens jeg minglede. Det var virkelig skønt at komme ud og være social på denne måde. Det sker ikke så tit for tiden, og det er helt klart noget af det, jeg savner i min hverdag.

Udover masser af blogsnak og hygge bød aftenen også på lækker og flot anrettet finger food fra Jespers Torvekøkken, som vi mæskede i os med stort velbehag. Kl. 20 vendte min mor, William og jeg igen snuden mod Stevns efter en vellykket sammenkomst med mætte maver og hovederne fulde af ny inspiration.


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.