Der er kun en måned til 1. december, og derfor skal de sidste forberedelser inden julemåneden snart på plads. Har du f.eks. overvejet at skabe opmærksom, få flere likes og mere trafik med en Facebook julekalender?
På mit tidligere arbejde hos Canal Digital havde vi stor succes med at køre en julekalender, hvor vi udloddede en præmie på vores Facebookside hver dag i hele december frem til juleaften. I år går jeg og overvejer, om jeg skal lave noget på min egen Facebookside. Jeg tænker, at det skal jeg, og jeg er derfor begyndt at gå i gang med forberedelserne. Men det kan altså være svært at finde på, hvad man skal lave, især hvis man ikke har budget til at udlodde en masse præmier. Jeg er derfor gået i tænkeboks, og kommer her med fem idéer til, hvad en Facebook julekalender kan indeholde:
1. Konkurrencer
Som jeg allerede har nævnt, så kan du udlodde præmier i din Facebook julekalender. Hvis du ikke har råd til at skaffe præmierne selv, kan det være, at du kan få nogle ting sponsoreret af andre firmaer.
2. Tips og tricks
Del ud af din viden, og giv tips og tricks i din Facebook julekalender, på den måde skaber du værdi for dine følgere samtidig med, at du brander dig selv gennem viden.
3. Rabatkoder eller gode tilbud
Forkæl dine følgere med rabatkoder eller gode tilbud. Det vil de helt sikkert sætte pris på. Hvis du ikke selv har en webshop, kan du jo kontakte nogle webshops og høre, om de er interesserede i at give en rabatkode til dine følgere.
4. Video
Hvad med at lave nogle videoer til din julekalender? Det kan jo bare være en lille hilsen med ønsket om en glædelig jul 🙂
5. Historier
Fortæl sjove historier og del ud af ting, som folk ikke vidste om dig eller din virksomhed. Skab en god stemning, og giv folk et smil på læben i den travle juletid.
Hvordan laver jeg så en Facebook-julekalender?
Der er flere muligheder, når det kommer til, hvordan du skal afvikle din julekalender, og det er egentlig kun din fantasi, der sætter grænser.
Hvor mange opslag?
Beslut dig for, om du vil have 24 låger i din Facebook julekalender, eller om du vil nøjes med f.eks. de fire søndage i advent.
Hvordan skal den se ud?
Du kan vælge den helt simple løsning, hvor du udgiver et helt almindeligt opslag på din Facebookside hver dag, eller du kan vælge at få lavet en Facebook-app, der ligner en rigtig julekalender med låger, der kan åbnes.
Du kan lave din lågekalender selv, hvis du kan finde ud af at kode den slags, men hvis du ønsker professionel hjælp er der mange udbydere på markedet at vælge imellem, f.eks. deskwolf.dk, Kontestapp.com eller bsocial.dk.
Følg mig på Facebook her, så lover jeg, at der sker ting og sager i december 🙂
Skriv et svar