I dag skulle jeg mødes med Sanne, hende jeg havde kontorplads hos, inde i byen til frokost. Og som vanligt tog jeg metroen (eller tunnelbanen, som den jo hedder i Sverige) ind til centrum.
Det tager os omkring en time at komme ind til centrum med det offentlige, og det kan nogle gange godt være lidt anstrengende at køre i tog og bus med en baby. Heldigvis er William for det meste ret nem at have med, og folk plejer at være søde.
Turen startede da også rigtig fint, og der var både en dreng og en kvinde, der underholdt William. Det er så hyggeligt, når andre vil tale med ens barn, og jeg fik mig også en lille sludder med den søde kvinde.
Lidt inden vi skulle af, gik jeg ud i gangen, hvor klapvognen stod, for at gøre os klar. Metroen var i mellemtiden blevet godt fyldt, og jo tættere vi kom på byen, jo flere steg ombord. Jeg prøvede at stå så lidt i vejen som muligt med klapvognen, og stod så tæt op ad væggen, som jeg kunne. Men det var åbenbart ikke godt nok…
Et par stop, inden vi skulle af, steg der en ældre dame ombord, og hun havde kun lige nået at sætte fødderne inden for i metroen, da hun gik til angreb på mig, og vrissent sagde, at jeg skulle flytte mig. Jeg stod og legede med William, så jeg blev vitterligt helt forskrækket, og fik fremstammet noget med, hvor jeg så skulle gå hen. Hun forstod ikke, hvad jeg sagde, så jeg gentog på engelsk, men det gjorde hende kun endnu mere sur. Jeg prøvede febrilsk at flytte klapvognen til ingen verdens nytte, for der var jo helt fyldt med mennesker.
Heldigvis kom en ung mand mig til undsætning, og sagde til mig, at jeg stod helt fint, og forklarede damen, at her jo var helt fyldt med mennesker, og at jeg ikke kunne stå anderledes. Han er uden tvivl “dagens mand i skysovs”, og jeg blev simpelthen så glad for, at der var en fremmed, der bakkede mig op og stod op for mig. Ellers var jeg nok løbet ud på den næste station med tårerne trillende ned ad kinderne. Men fordi han bakkede mig op, og de andre omkringstående smilte til mig, blev jeg stående (dog med en klump i halsen), indtil jeg kom til den rigtige station.
Den flinke mand steg af samme sted som mig, så jeg nåede heldigvis at takke ham mange gange, og han havde da også lige overskud til at fortælle, at min baby var sød. Han reddede seriøst min dag, og hvor er det bare skønt at opleve, at der stadig findes gentlemen derude. Tak!
