Årets første dukkert og gode råd om solcreme

Jeg elsker sommer og sol, men at sidde inde på et varmt kontor i disse dage, huer mig altså ikke, det er godt nok for lummert!

I tirsdags efter arbejde tog Hans-Kristian og jeg ned på mine forældres båd i Hundige Havn for at blive kølet ned i det danske havvand, og det blev så til årets første dukkert i Danmark. Så skønt og hyggeligt!

hundige havn
Hundige Havn

I går blev det alligevel lidt for varmt at være ude, så der gik turen i biografen og se “A Million Ways to Die in the West”. Læs min anmeldelse af filmen her.

Popcorn i biffen
Popcorn i biffen

Når nu vi er ved sol og sommer, så er her lige fem gode råd om solcreme:

1. Brug meget solcreme

Det er ikke nok med et enkelt tyndt lag solcreme til en hel dag i solen. Husk at påføre dig rigeligt med solcreme over hele kroppen jævnligt. Jo højere solfaktor, jo længere tid kan du være i solen, men smører du ikke nok på, mister det effekten.

2. Pas på UVA-strålerne

Der er forskel på de stråler, som rammer os, og det er altså især vigtigt, at din solcreme kan beskytte dig mod UVA-stråler. UVA-stråler er stråler, der trænger dybere ind i huden og kan forandre cellerne over længere tid, hvilket kan medføre aldring i huden, pigmentforandringer og hudkræft. UVB-stråler er de stråler, som vi får D-vitamin fra, og som gør os brune eller røde. UVB-stråler kan også forårsage hudkræft. Det er derfor vigtigt, at din solcreme både beskytter dig mod UVB og UVA-stråler.

3. Køb ny solcreme

Når først du har åbnet din bøtte med solcreme, formindskes effekten af den fra hver dag, der går. Hvis du ikke nænner at smide resterne af din dyre solcreme ud, kan du for eksempel bruge den som håndcreme henover vinteren.

4. Husk solcreme, efter en tur i vandet 

Selvom du har en solcreme, der er vandfast, så mindskes effekten af den efter en tur i bølgen blå, og hvis du har været i vandet mere end et par minutter kan effekten være helt forsvundet. Så husk, at smør dig ind igen, når du har været ude at bade.

5. Påfør solcreme på hele kroppen

Jeg er selv god til at glemme at komme solcreme i skilningen i håret og på mine øre, men det er altså rigtig vigtigt, at huske at komme solcreme på alle udsatte steder, også øreflipperne, hagepartiet, læberne og hårgrænsen.

Læs også: Sommerferie til den græske ø Lesbos


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.