Jeg elsker at læne mig tilbage og nyde en god film eller sidde ude på kanten af stolen af bare spænding. Jeg er en følsom person, og film har altid haft en stor effekt på mig og mine følelser, og jeg kan slet ikke lade vær med at leve mig ind i handlingen og føle med karaktererne, hvad enten de er glade eller kede af det. Sikke en tudemarie jeg kan være. Heldigvis græder jeg også tit af grin 🙂
Jeg elsker virkelig bare film, og når jeg tænker tilbage, har jeg altid haft en stor passion for film, skuespillere og alt, hvad der sker bag kameraet. Jeg har derfor allerede kigget lidt på premierne for 2015, og lige her kan du se 10 film, som jeg glæder mig til at se.
Unbroken – premiere 8. januar
Angelina Jolie er instruktøren bag “Unbroken”, som foregår under Anden Verdenskrig. Det er helt klart en film, som lover rigtig godt, og du kan læse om den her, hvor jeg har skrevet mere om den.
Mænd & høns – premiere 5. februar
Holdet bag “De grønne slagtere”, “Blinkende lygter” og “Adams æbler” er tilbage med filmen “Mænd & høns”, der følger to meget særprægede brødre. Efter deres fars død, opdager de, at de er adopterede, og på trods af, at de aldrig kan enes, drager de ud for at opsøge deres biologiske far. På rollelisten ses blandt andre Mads Mikkelsen, David Dencik, Nikolaj Lie Kaas, Søren Malling og Nicolas Bro.
Eventyret om Askepot – premiere 12. marts
Er du klar til at blive fortryllet? “Eventyret om Askepot” er en ny filmatisering af det klassiske eventyr med Richard Madden fra “Game of Thrones” som prins og Cate Blanchett som den onde stedmoder. Filmen ser fuldstændig magisk ud, og jeg kan mærke min barnlige sjæl blive vækket til live.
Skammerens datter – premiere 26. marts
“Skammerens datter” er en filmatisering af Lene Kaaberbøls ungdomsroman af samme navn. Som teenager læste jeg historien om pigen Dina, der har arvet evnen til at få andre mennesker til at tilstå deres synder ved at stirre dem i øjnene, og jeg glæder mig til at se filmatiseringen.
Fast & Furious 7 – premiere 2. april
Jeg har set alle Fast & Furious-filmene, og elsker action og fart over feltet, derfor glæder jeg mig også til at se den 7. film i rækken, selvom det bliver et vemodigt afsked med Paul Walker, der jo på tragisk vis døde i en bilulykke, inden optagelserne var færdiggjort. Pauls to brødre, Caleb og Cody, trådte til, og medvirker i filmen i stedet for Paul i de scener, han ikke nåede at optage. Det kan du læse mere om her.
Tomorrowland – premiere 21. maj
Når jeg ser traileren, kan jeg slet ikke vente med at se “Tomorrowland”, der handler om en videnskabsinteresseret teenager, der sammen med et tidligere barne-geni forsøger at finde frem til et sted, der umiddelbart kun findes i deres fælles bevidsthed. Filmen er inspireret af “Tomorrowland” fra Disneyland, hvor man kan opleve, hvordan Walt Disney forestillede sig fremtiden med alle dens mærkelig opfindelser.
Inderst inde – premiere 27. august
Der er sneget sig en enkelt animationsfilm ind på listen, da den ser supersjov ud, og så synes jeg, at den skiller sig ud fra, hvad jeg tidligere har set. Filmen “Inderst inde” bliver nemlig fortalt af følelserne inde i pigen Rileys hoved. Fortælleren er Glæde og hendes venner Vrede, Frygt, Tristhed og Afsky. I mange år har Glæde styret showet, men da Rileys forældre beslutter sig for at flytte til en anden by, forsvinder Glæde og Tristhed, og Vrede, Frygt og Afsky står alene tilbage i kampen om at holde styr på Rileys følelser.
James Bond – Spectre – premiere 6. november
I den 24. James Bond film vender Daniel Craig tilbage som agent 007. På rollelisten ses Ben Whishaw, Ralph Fiennes og Naomie Harris i M.I.6, mens skurkene i “Spectre” vil blive spillet af Christoph Waltz, Dave Bautista og Andrew Scott. Bond-pigerne spilles af Monica Bellucci og Léa Seydoux.
The Hunger Games: Mocking Jay Del 2 – premiere 19. november
Jeg er vild med The Hunger Games-filmene, og glæder mig meget til at se afslutningen på filmserien om Katniss Everdeen. På rollelisten ser vi selvfølgelig Jennifer Lawrence, Liam Hemsworth, Josh Hutcherson og Woody Harrelson.
Star Wars: Episode 7 – The Force Awakens – premiere 17. december
May the Force be with you. Jeg er på ingen måde Star Wars-nørd, men jeg kan godt lide filmene, som jeg har set mange gange som barn, og derfor glæder jeg mig meget til at se det nye kapitel i den nye Star Wars-trilogi, der foregår 30 år efter begivenhederne i den sidste film “Star Wars: Episode 6 – Return of the Jedi”. Carrie Fischer, Harrison Ford og Mark Hamill vender alle tilbage i deres klassiske roller som Leia, Han Solo og Luke Skywalker.
Du skal ikke snydes for En Chance Til
Jeg har allerede set “En Chance Til”, da jeg i efteråret lavede en anmeldelse af den. Det er en fantastisk film af Susanne Bier med Nicolai Coster-Waldau i hovedrollen, som jeg kun kan anbefale dig at tage ind og se. Den har premiere den 15. januar. Læs min anmeldelse her eller hør min reaktion på filmen og se traileren i videoen her:
Hvilke film glæder du dig til i 2015?
Skriv et svar