I går var HK og jeg til misdannelsesscanning her i Stockholm, og blob blev tjekket igennem fra top til tå, selvom det var lidt svært for jordemoderen at se, det hun skulle, en gang imellem, da den lille krudtugle ikke var meget for at ligge stille. Hun sagde sågar, at det er en stædig lille en, og lægen måtte til sidst træde til for at hjælpe, og så kunne jeg jo bare svare, at det må være et tegn på, at den ligner sine forældre 😉
Det lykkedes dog til sidst, og vi kunne gå derfra med beskeden om, at den lille sprællebasse er en sund og rask lille dreng <3 Det vigtigste for mig er, at babyen har det godt, og om det er en dreng eller en pige, er for min skyld lige meget. Men det er altså alligevel rigtig dejligt endelig at kende kønnet. Det er så rart, at vi nu kan sige ham i stedet for den, og så gør det da også forberedelserne lidt nemmere.
Jeg føler også, at forholdet til barnet er blevet lidt mere personligt, og det er lidt nemmere at forholde sig til det hele, nu hvor vi kender kønnet. Vi er også allerede begyndt at tale om navne, men det er godt nok en svær beslutning, og jeg tror ikke, at vi beslutter os for noget, før han er blevet født, så vi kan se, hvad han er for én.
Ville du vide kønnet, hvis du var gravid?
♡ Katrine
Skriv et svar