Min brevstemme er sendt

Jeg er lidt spændt på at se, hvordan det kommer til at gå på den store valgdag i morgen. Hvem er inde, og hvem er ude? Ikke at jeg tror, det gør den store forskel, om det er rød eller blå blok, der får “magten”. Jeg overvejede faktisk selv at stemme blankt, da jeg ikke synes, der er nogle gode kandidater at stemme på. Jeg endte dog med at skrive et parti på stemmesedlen, og min brevstemme blev afleveret i en papkasse på Den Danske Ambassade i Sofia i sidste uge.

brevstemme_dansk_ambassade
Den Danske Ambassade i Sofia.

Jeg glæder mig til, at valgkampen er færdig, da alle medier inkl. min Facebook-startside ikke har været fyldt med andet end mudderkastning de sidste par uger. Sikke en børnehave! Det er selvfølgelig fint, at der er valgkamp, men jeg er godt nok træt af, at det bliver så populistisk. Hvis de dog bare gad at holde sig til deres egen politik og fortælle sandheden, så ville jeg måske gide at høre lidt bedre efter. For hvor er det dog en barnlig kultur sådan at pege fingre ad hinanden, og det kan da på ingen måde være med til at skabe os en bedre fremtid?

Selvom det i mine øjne ofte bliver for meget en teenageforestilling, synes jeg, det er utrolig vigtigt, at man tager stilling, og stemmer. Tænk engang, hvor privilegeret vi er at have et demokrati, hvor alle over 18 år kan blive hørt. Så lige meget, om du stemmer rødt, blåt, grønt eller blankt, så håber jeg, du vil tage stilling og afgive din stemme i morgen. Når jeg kan helt fra Sofia, så kan du også 😉


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.