Foto: Jan Pallesen/TV 2 ZULU
I mandags havde TV 2 Zulu premiere på Jonatan Spangs komedieserie “Lillemand”, der udover Jonatan Spang selv, blandt andet har Linda P, Jan Gintberg og Torben Chris på rollelisten. Jeg har set hele første sæson af serien, som er på otte afsnit, og du kan læse her, hvad jeg synes om den.
God kombination af standup og komedieserie
Noget af det jeg rigtig godt kan lide ved “Lillemand” er, at den er en kombination af en komedieserie og klassisk stand-up. Det skaber nærvær, er underholdende, og giver en god dynamik.
– “Lillemand” kombinerer de to ting, som jeg selv synes, jeg kan finde ud af, og som jeg har brugt rigtig meget tid på, nemlig comedy og skuespil. Der er en masse ting, der går op i en højere enhed i forhold til den måde, jeg kan lide at arbejde på. “Lillemand” er totalt en drøm for mig, og jeg håber også, at andre vil synes, det er skidesjovt, siger Jonatan Spang til tv2.dk.
Grænseoverskridende underholdning
“Lillemand” tager udgangspunkt i forskellige tabuer og dilemmaer, hvilket jeg synes er superfedt, men samtidig grænseoverskridende. I første afsnit stiller serien blandt andet spørgsmål ved, om man kan have sex med en hjerneskadet fan, og som Jonatan Spang selv udtaler til tv2.dk, så vil den helt sikkert træde nogle over tæerne, selvom målet ikke er at være grænseoverskridende.
– Serien bygger på episoder, som enten jeg selv eller nogle af mine nære venner har oplevet, men det er ikke en 1:1 dokumentar. At folk ikke ved, hvad der er faktuelt rigtigt og forkert, er forhåbentlig med til, at serien kan sætte tanker i gang hos folk. Målet er ikke at være grænseoverskridende, men det er klart, at serien omhandler emner, hvor jeg selv kan mærke, at jeg kommer i kontakt med noget, og hvor jeg selv synes, der er et eller andet reelt på spil, siger Jonatan Spang, og fortsætter:
– I en kreativ proces er det svært at huske på, at man ikke må træde nogen over tæerne. Det er umuligt ikke at gøre det.
Jeg blev ikke trådt over tæerne ved at se “Lillemand”, men serien lægger helt klart både op til forargelse og smil på læben. Hvis du vil se, om du føler dig trådt over tæerne, så kan du se “Lillemand” hver mandag kl. 22.25 på TV 2 Zulu, eller allerede nu se hele første sæson på TV 2 Play.
Skriv et svar