Om at føde for tidligt og være indlagt i Sverige

William blev født, da jeg var 35+6 henne, præcis fire uger før min terminsdato, og selvom det kun er lidt for tidligt født, så kan det stadig give komplikationer, og det gav i hvert fald masser af bekymringer hos hans forældre. Fødslen og dagene derpå er lidt uklare for mig, så jeg beklager, hvis indlægget bliver lidt rodet, men det er rart lige at få sat lidt ord på hele forløbet.

Læs også: Velkommen til verden William

Vi ankom til fødselsafdelingen ved fire-tiden om natten den 16. december, og jeg regnede med, at vi ville blive sendt hjem igen. Selvom jeg havde ondt, troede jeg ikke rigtig selv på, at jeg var i fødsel. Jeg skulle jo først føde til januar. Heldigvis havde Hans-Kristian tænkt lidt længere frem end mig, og havde taget en taske med tøj og tandbørster med for en sikkerhedsskyld. Det viste sig at være en god idé, for da jeg blev undersøgt, var jeg åben seks cm., og blev derfor indlagt med beskeden om, at jeg snart skulle være mor. Hans-Kristian og jeg kiggede forvirret på hinanden, og begyndte at grine. Hans-Kristian skulle have været til julefrokost i Danmark om aftenen, så det var virkelig heldigt, at han ikke allerede var hoppet på et fly 🙂

Fredag formiddag fødte jeg William, der på trods af sin tidlige ankomst var sund og rask. Vi blev dog alligevel indlagt på sygehusets barselshotel, hvor vi endte med at være indlagt i fire dage. Og det blev fire dage, hvor vi konstant var ude på en følelsesmæssig rutsjebanetur. Det var forvirrende, hektisk og fantastisk på en gang.

Det ene øjeblik var alt i den skønneste orden, og det næste var alt kaos, sådan føltes det i hvert fald. William sov det meste af tiden, og det var en kamp at få mad i ham, da han hele tiden faldt i søvn, når han skulle ammes. Vi måtte derfor “tvangsfodre” ham med mælkeerstatning fra små plastikbægre i de første par døgn. Det tog en evighed, og var så svært at få maden i ham, hvilket resulterede i, at han tabte sig. En aften havde han også blod i sin afføring, og hans temperatur var faldet, så han blev grundigt undersøgt af både læge og jordmoder. Det viste sig, at det ikke var noget alvorligt, men det var virkelig en ubehagelig oplevelse for forældrene.

Vi var i virkelig gode hænder på barselshotellet, men samtidig var det også enormt udmattende, at der tit kom jordmødre ind på stuen for at undersøge både William og jeg. Det var derfor virkelig dejligt, da vi endelig fik lov til at tage hjem, selvom det også var vildt nervepirrende pludselig at være overladt helt til os selv.

Imens vi var indlagt, var vores familie og venner hjemme i Danmark, og aldrig har jeg haft så meget hjemve før. Jeg er så taknemmelig over den gode behandling, vi fik på Söder Sygehus her i Stockholm, men hold op, hvor var det hårdt ikke at have sine nærmeste i nærheden i sådan en situation (Må hellere føde i DK næste gang). Vi ville gerne vise vores guldklump frem til dem derhjemme, og samtidig kunne vi også godt bruge en stor krammer, når tingene gik skævt. Men vi havde heldigvis hinanden og superdygtige læger og jordmødre omkring os.

Det er ikke rigtig til at forstå, at det kun er omkring seks uger siden. På en måde føles det, som om det var i går, og på den anden side føles det, som om det er flere måneder siden. Det er så naturligt, at W er i vores liv nu, og udviklingen med ham går så stærkt, at det er svært at forstå, hvor lille og skrøbelig han var for så kort tid siden.

♡ Katrine