Med noget mellem tænderne…

Okay, jeg ved det godt, jeg er ret klodset, og så senest som i går bankede jeg hovedet ind i en bjælke på mit loftrum. Og i dag glemte jeg så min cykel på metrostationen, lidt distræt måske… Hvorfor opdager man det først, når man er gået hele vejen hjem? Hm…

Og hold nu op, hvor har jeg tit opdaget, at jeg har et stort stykke mad siddene mellem fortænderne, mascara på kinden eller huller i bukserne lige midt på r..en. Tro mig, jeg har så mange gange opdaget, at jeg har rendt rundt og set helt tosset ud, men man opdager det jo altid for sent. Og hvorfor er det, at der ikke er nogen, der siger noget? Det føles så mærkeligt, når man har siddet og haft en samtale med en person, og man så først selv bagefter opdager, at man har chokoladeskæg – hvorfor har personen ikke fortalt det? Er det for pinligt at sige, vil man ikke afbryde samtalen, eller er vi danskere bare bange for at sige tingene, som de er?

Og ja indrømmet, jeg siger da heller ikke til en fremmed i toget, eller en jeg ikke kender sig godt, hvis hun/han har en plet på jakken eller en bussemand i næsen, men ville det egentlig ikke, gøre hverdagen en lille smule mere behagelig, hvis der var en i toget, der sagde det til dig, i stedet for, at du først fandt ud af det, når du kom hjem?

Jeg ville ønske, at folk ville fortælle mig det. Det ville være dejligt med lidt hjælp til den slags i ny og næ, og det ville sikkert kunne spare mig for nogle ret pinlige øjeblikke! Eller skal man ikke være så ærlig? Er det okay at tie omkring det, og er det overhovedet okay at sige det til folk? Bliver de stødt, kede af det, eller tænker, at man burde blande sig udenom. Jeg ved det ikke, men hvis du møder mig, og jeg ser helt tosset ud, så sig det gerne! Jeg tror på, at man kommer længest med ærlighed, også når selvom den nogen gange gør ondt. Hvad synes du?