Café “Sweet Surrender” på Vesterbro i København kan anbefales for en hyggelig stund for både børn og forældre. Caféen er en non-profit café med mange aktiviteter for børnefamilier. Herudover støtter du et godt formål, når du spiser på caféen – hver tredje måned bliver overskuddet for det forgangne kvartal givet til en organisation, som kunderne er med til at vælge.
Det kan godt være lidt stressende at tage ud at spise med et lille barn, da de kære små sjældent gider at sidde stille særlig længe ad gangen. Derfor er “Sweet Surrender” en perfekt café at tage på med børn. Caféen har et legehjørne med masser af legetøj, og da vi var der i går og spise morgenmad, var der også en del andre børn, så William hyggede sig gevaldigt.
Der er plads til at parkere klapvognen på fortovet langs caféen, og når du kommer ind, kan du tage en højstol med til det bord, hvor du gerne vil sidde. Der findes også pusleborde på toilettet, og på væggen hænger der et skilt, der fortæller, at amning er tilladt (hvilket jeg synes, det burde være alle steder).
På menukortet finder du både retter for børn og voksne, og William og jeg delte en lækker økologisk morgenmadstallerken indeholdende en bolle, smør, ost, græsk yoghurt med honningristet müsli, et blødkogt æg, frisk frugt samt humus og gulerodsstænger for 65 kroner. Det må siges at være en fair pris 🙂
Her finder du den børnevenlige café “Sweet Surrender”
Dybbølsgade 49
1721 København V
www.sweetsurrender.dk
Kender du andre gode og børnevenlige caféer i København, som William og jeg kan prøve?
Skriv et svar