Er din blog klar til 2016, eller trænger den til et løft? Så kig med her, hvor jeg kommer med 10 tips til, hvordan du kan forbedre din blog i år. Alle 10 ting står også højt på min to do-liste, da jeg er sikker på, at det kan forbedre min blog markant.
Nyhedsbrev
Det er endnu ikke så udbredt i blogland, men nyhedsbreve er helt sikkert en ting, som du kan forbedre din blog med i 2016. Når dine læsere tilmelder sig dit nyhedsbrev, ved du, at de er interesserede i dit indhold, og du kan holde dem opdaterede på nyheder og nye blogindlæg direkte i deres inbox. Det er en god måde at få trafik på, og samtidig kan du give lidt ekstra til dine følgere i dine nyhedsbreve, som de ikke får på bloggen. Jeg har lavet en guide til at få nyhedsbrev på din blog her.
Statistik
Måske har du allerede tilknyttet Google Analytics på din blog, så du kan følge med i din blogs sidevisninger? Men er du god nok til at analysere på tallene? Ved du, hvor din trafik kommer fra, hvilket indhold, der er det mest læste, hvornår på dagen folk besøger din blog, eller hvem der læser med? Du kan få så meget brugbar information at vide omkring din blog og din målgruppe med Google Analytics, så det er bare med at komme i gang med at udforske det. Det er i hvert fald en af de ting, som jeg vil prioritere endnu mere i 2016.
SEO
Får din blog meget trafik fra Google? Ellers er det måske på tide at søgemaskineoptimere din blog. Med SEO bliver din blog nemmere fundet i Google, og du har derfor større chance for at få flere sidevisninger, og samtidig få nye følgere til din blog. Jeg har lavet en lille guide til, hvordan du kan bruge SEO på din blog her.
Brugervenlighed
Er din blog brugervenlig? Få nye øjne til at kigge på din blogs brugervenlighed. Spørg dine læsere, eller få nogle andre til at løbe din blog igennem og komme med feedback til den. Forstår man, hvad din blog handler om, og er det nemt at navigere rundt? Hvad fungerer, og hvad kan gøres bedre? Brugervenlighed er meget vigtig på en blog, da folk hurtigt forsvinder igen, hvis de ikke ved, hvor de skal gå hen. TIP: Link til relaterede indlæg efter hvert blogindlæg, så folk nemt kan finde mere at læse om emnet.
Bedre billeder
En af mine største udfordringer har altid været lækre billeder på min blog. Jeg synes ikke, at mine billeder og grafikker har været decideret dårlige, men jeg synes heller ikke, at de altid har været lige lækre. Og det er jo lidt ærgerligt, når det visuelle ofte er rigtig vigtigt på en blog. I 2016 vil jeg derfor gerne på et foto-kursus, og så vil jeg bruge mere tid på at nørde med mine billeder og grafikker. Billeder er vigtige på en blog, og jeg vil derfor anbefale, at det er noget, du fokuserer på. Jeg deler et godt og gratis layout-værktøj med dig her.
Mastermind gruppe
Meld dig ind i en Facebookgruppe med andre bloggere, eller lav din egen mastermind gruppe, hvor I er nogle bloggere, der hjælper hinanden. I kan give hinanden feedback og komme med gode råd, og samtidig kan I hjælpe med at like og dele hinandens indhold. Jeg har selv lavet en Facebookgruppe med dette formål, og jeg får virkelig mange gode input fra de andre bloggere derinde. Læs mere om gruppen her.
Video
Video-indhold er virkelig populært, og især på din Facebookside er det en god måde at nå en større målgruppe. En video er ofte mere personlig, og folk der følger din blog, vil helt sikkert gerne lære dig bedre at kende. Herudover er videoer rigtig gode at bruge, hvis du f.eks. skal lave guides til dine følgere. Jeg kommer lidt ind på videoer på Facebook her.
Om side
Er det meste af din trafik også til din Om side? For det meste er Om siden noget af det mest læste på en blog, og det er derfor en god idé at opdatere den jævnligt. Læs den igennem og tilret den løbende, så den passer til dig, hvor du og din blog er i livet. Apropos video, så er Om-siden et godt sted at have en video med dig selv. Tip: 80 procent af din om-side skal omhandle, hvad du kan tilbyde dine læsere, og kun 20 procent skal omhandle dig selv.
Udforsk sociale medier
Du bruger sikkert allerede Facebook og Instagram som aktive sociale medier i forbindelse med din blog, men har du overvejet om Pinterest, Twitter, Linkedin, Snapchat eller et andet socialt medie også giver mening for dig at bruge? Udforsk de sociale medier og hold øje med, hvor du får den bedste trafik fra.
Sæt dig realistiske mål
Du har masser af idéer, du føler dig motiveret, og du har også lysten til at få gjort noget mere ved din blog, men tiden løber fra dig, og du når kun halvdelen af det, som du gerne vil? Den følelse kender jeg alt for godt, og hvis du har det på samme måde som mig, vil jeg anbefale dig at lave nogle realistiske mål for din blog. Hvor mange indlæg har du realistisk tid til at udgive om ugen, og hvornår skal dit nyhedsbrev være klar til udsendelse? Giv dig selv nogle deadlines, og skriv dem ned i din kalender. Når det er skrevet ind i kalenderen, kan du bedre planlægge din tid, og så er der større chance for, at du får tingene gjort.
Det var lidt inspiration til, hvordan du kan forbedre din blog i år. Hvis du har spørgsmål eller andre gode tips, så del dem gerne i en kommentar nedenfor, tak 🙂
♡ Katrine
Skriv et svar